Ellen Hillingsø: Derfor har jeg holdt mine børn væk fra skuespillet
”Tinka”-stjernen Ellen Hillingsø blev uddannet skuespiller tilbage i 1994 og har gennem årene medvirket i talrige film, serier og teaterstykker.
Hendes børn er vokset op med en mor, der er kendt, men de har ikke selv planer om at vælge samme karrierevej.
- Nej, det tror jeg ikke. De har ikke lavet noget skuespil, og jeg har også holdt dem lidt væk fra det. Det er virkelig hårdt arbejde, og man har måske nogle drømme, man ikke får indfriet, fortæller Ellen Hillingsø til BILLED-BLADET.
Det ligger til familien
Sammen med ægtemanden Christoffer Castenskiold har hun datteren Anna på 18 år og sønnen Thomas på 19.
- Min søn er på højskole, og min datter går i gymnasiet, fortæller skuespilleren, som bakker sine børn op, uanset hvilken karrierevej de vælger.
- Når man vælger noget som ungt menneske, er der både skuffelser og en masse vidunderlige ting, der sker. Det må man bare tage med, og det har jeg altid sagt til mine børn. De har i hvert fald set deres mor arbejde benhårdt. Det ligger jo til familien, lyder det med et smil.