
Emilie og Anders skal snart være forældre: Men én ting er de ikke helt enige om
Seerne af ”Kærlighed hvor kragerne vender” kunne sidste år følge med i, hvordan kærligheden spirede mellem Emilie og Anders allerede fra deres første møde.
Til sidst i programmet valgte Anders at invitere Emilie med på den afsluttende romantiske date, og efterfølgende blev de to kærester.
Siden programmerne blev optaget i 2023, er der sket mange ting for det forelskede par. De er flyttet sammen, og senere på foråret skal de være forældre for første gang.


Parret glæder sig meget til familieforøgelsen – men der er én ting, som de er lidt uenige om: Nemlig hvor mange børn de skal have!
- Jeg nedtonede måske lidt i fjernsynet, hvor mange børn jeg gerne vil have, men jeg vil gerne have tre eller fire, fortæller Emilie Lindevang, og tilføjer til Anders:
- Og du har sagt ja til tre!
- Vi må lige tage det, som det kommer, svarer Anders Ingwersen med et grin.
I første omgang starter parret dog også med ét barn, når de til maj bliver forældre til en lille dreng.
Hør hele interviewet med Anders og Emilie fra ”Kærlighed hvor kragerne vender” i BILLED-BLADETs podcast "Har du set?", dér hvor du plejer at høre dine podcasts – eller lige herunder:
