En ændring på vej? Jonna Harbo røber nyt om Vandkant til salg
Der er ingen tvivl om, at Jonna Harbo virkelig har fået sit store gennembrud i TV 2 Fri-programmet ”Vandkant til salg”.
Ejendomsmægleren fra Brejning har efterhånden lavet et hav af afsnit af programmet, som trækker tusindvis af seere.
Og der er heldigvis godt nyt for fans af programmet.
- Vi er færdige med en ny sæson, som de skal til at sende nu. Jeg ved faktisk ikke, hvornår de sender den, men jeg forestiller mig, at den syvende sæson starter i januar, fortæller hun, da BILLED-BLADET møder hende hjemme i Brejning.
Hvis man holder af at følge Jonna Harbo og hendes Home-forretning, er der endnu flere gode nyheder.
- Jeg er med i mange af afsnittene, og det er mit personale også, griner hun.
Men det tyder på, at der alligevel er nogle ændringer i de nye afsnit.
For det er vist ikke alle tidligere medvirkende, som dukker op i den syvende sæson.
- Der er nogen, der ikke er med. Morten, min kollega er ikke med, fortæller hun om hendes kollega, der huserer på Djursland.
Desværre må fans af programmet altså vente på en eksakt premieredato.