En kommentar fra dansepartneren Damian udløste Barbara Molekos angstanfald
Det var en tårevædet og følelsesladet Barbara Moleko, som åbnede op om sin mangeårige kamp med angst i program 2 af ”Vild med dans”.
Hun havde netop danset en tango med dansepartneren Damian Czarnecki, da hun overfor dommerne satte ord på, hvor svært hun havde haft det i ugen op til.
Faktisk havde 37-årige Barbara Moleko været nede og ligge og ude af stand til at træne i to dage på grund af et voldsomt angstanfald.
Nu viser det sig, at det faktisk var en kommentar fra dansepartneren Damian, som fremprovokerede anfaldet.
Under træningen havde den professionelle danser sagt til Barbara Moleko, at hun havde trukket sine skuldre helt op under ørerne, og at det var noget, der skulle arbejdes på. Og så gik det galt.
- Det var åbenbart min fucking angst, der havde siddet i skuldrene! Så da jeg sænkede dem, blev der åbnet for en sluse, som jeg slet ikke var klar på, fortæller Barbara Moleko til TV 2 og fortsætter:
- Og pludselig blev alt tåget. Som om, en klap gik ned og viskede tavlen ren på den helt forkerte måde. Jeg kunne ikke tage imod information, og jeg kunne ikke engang sætte ord på, hvordan jeg havde det. Jeg var bare slukket indeni.
Det betød altså, at der gik to hele dage, hvor sangerinden ikke var i stand til at træne.
Derfor var det nærmest helt mirakuløst, at Barbara Moleko alligevel formåede at gennemføre tangoen i program 2 og samtidig få en samlet dommerkarakter på 17.
Parret undgik også omdans, og det var de tydeligvis lettede over efter showet.