Enkel og smuk tekst på Britt Bendixens gravsten
To par briller, farverigt tøj, smykker, store armbevægelser, store smil, maleriske gloser og høj latter.
Sådan var Britt Bendixens fremtoning. Festlig, udadvendt og livsglad.
Britt Bendixen, der 81 år gammel døde 18. februar, var også beskeden og ydmyg indeni.
Og sådan er stenen på hendes gravsted. Beskeden – og med en fin og enkel tekst, der rammer plet i beskrivelsen af Britt Bendixen.
Et lyst sind
Teksten er ”ET LYST SIND” – det fortæller 2700-netavisen Brønshøj-Husum.
Ordene associerer til titlen på den bog Britt Bendixen udgav i oktober 2017: "Et lyst sind – er ofte en viljessag”.
Britt Bendixen havde nemlig et lyst sind – og i hendes verden var glasset altid halvt fyldt.
Åben og positiv
Britt Bendixen mødte verden og dens mennesker – også de mange, hun bedømte i sine 17 sæsoner som dommer i ”Vild med dans” - med et åbent og positivt sind.
Valget af Brønshøj Kirkegård er også helt naturligt. Britt Bendixen boede i mange år i Brønshøj, hvor hun også havde sin legendariske danseskole Pejsegården.
28 år med Marianne
De seneste år boede Britt Bendixen og hendes partner, Marianne Nybo, som hun fik 28 år sammen med, i Buresø ved Slangerup.