25. okt. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Er det mon et bevidst valg? Usædvanlig situation opstår i Vild med dans fredag aften

Morten og Malene, Rasmus og Asta, Anna og Eugen
Morten og Malene, Rasmus og Asta, Anna og Eugen
Foto: Hanne Juul
De professionelle dansere bestemmer selv, hvilke af de klassiske danse, de skal danse uge for uge - og fredag aften er det værd at bemærke, at de måske alle har haft samme tanke. Det vurderer i hvert fald "Vild med dans"-ekspert Lone Vandborg.

Fredag aften i ”Vild med dans” er der ikke nogen omdans, men alligevel bliver programmet noget for sig. Det skyldes blandt andet, at de seks par skal på gulvet hele tre gange hver.

Først skal de hver især gennem en standard- eller latindans, ligesom de plejer, og dernæst venter to holddanse med tre par på hver samt en salsa-battle, hvor parrene dyster mod hinanden to og to.

Forud for aftenens program hæfter BILLED-BLADETs ”Vild med dans”-ekspert Lone Vandborg sig ved særligt én ting – nemlig valget af standard- og latindanse.

Det er de professionelle selv, der tilrettelægger, hvilken af de 10 danse de vil danse hvornår, og det er meget opsigtsvækkende, at de alle seks har valgt en meget stille dans i program seks.

- Jeg tror aldrig, at det er sket tidligere i ”Vild med dans”, at der er seks par tilbage, og at de alle seks danser en langsom dans. Men det passer jo meget godt med den her sæson, som er helt uforudsigelig! siger Lone Vandborg.

Morten og Malene skal danse rumba, mens både May og Mads, Rachel og Thomas, Philip og Camilla samt Anna og Eugen skal danse den svære slowfox. Rasmus og Asta skal danse vals – og det bliver muligvis første gang i ”Vild med dans”-historien, at en vals er aftenens hurtigste dans, bemærker Lone Vandborg – i hvert fald hvad angår de klassiske danse.

- En vals, en rumba og så hele fire slowfox på en aften. Slowfox er en super svær dans med et meget vanskeligt forarbejde, som dommerne altid har fokus på. Jeg tror, at de professionelle dansere har valgt denne aften til at brænde slowfoxen af, fordi det er en dans, der ikke gør sig så godt i en omdans. Der kan godt være flere stemmer i en glad og festlig dans. Og på fredag er der jo ingen omdans, siger Lone Vandborg og tilføjer:

- Det er de vanskelige og langsomme danses aften. Men så må vi jo håbe, at der kommer mere fart over feltet i holddansene og salsa-battlen.

Læs mere om: