12. feb. 2024
Af Karina Didriksen

Esben Dalgaard er uhelbredeligt syg, men noget helt andet optog tankerne i Shaolin

Esben Dalgaard.
Esben Dalgaard.
Foto: Hanne Juul
Skuespilleren Esben Dalgaard fokuserede på noget andet end sin kræftsygdom i TV 2-programmet ”Shaolin”.

Esben Dalgaards liv tog en drejning, da han i sommeren 2021 fik konstateret uhelbredelig modermærkekræft.

I dag lever han med kræften som en evig følgesvend, og han nægter at lade sygdommen stoppe ham fra at leve livet fuldt ud.

Sidste år sagde han ja til at medvirke i TV 2-programmet ”Shaolin”, hvor han på lige fod med otte andre skulle tilbringe 12 dage i et tempel i Sydkorea og leve og træne som såkaldte Shaolin-masters.

I programmet ser man, at Esben Dalgaard åbner op om sin kræftsygdom og fortæller de andre deltagere om diagnosen, som blev opdaget under et andet tv-program, ”12 uger i helvede”.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-02-12/foto-andre-blinkilde_tv-2-13.jpg
Esben Dalgaard i "Shaolin" på TV 2.
Foto: Andre Blinkilde/TV 2

Et dejligt afbræk

Selv om den 47-årige skuespiller selv bringer emnet op, så fyldte sygdommen faktisk ikke ret meget for ham under optagelserne.

- Jeg må indrømme, at jeg ikke tænkte på sygdommen. Vi snakker selvfølgelig om det indimellem, men det fyldte meget lidt for mig, og det var et dejligt afbræk, siger Esben Dalgaard med et smil til BILLED-BLADET.

Der var noget helt andet, der optog tankerne hos skuespilleren i Sydkorea.

- Det, jeg mere kom til at tænke over, er, hvordan man egentligt nyder tilværelsen og tilstedeværelsen lige nu, siger Esben Dalgaard og tilføjer:

- Jeg synes, det er væsentligt, at vi nyder livet, mens vi har det. Det tænkte jeg over dernede, men det var ikke som sådan forbundet med min egen sygdom.

”Shaolin” sendes mandage kl. 20.00 på TV 2.

Læs mere om: