Farvel til Oscar og Asta: Her er finalisterne i Vild med dans 2019
Der var spænding til det sidste i semifinalen af ”Vild med dans” den 22. november, hvor det endte med at blive et følelsesladet farvel til Oscar Bjerrehuus og Asta Björk.
Denne fredag var der ingen omdans, og de tre par, som gik direkte videre til finalen, er Jakob Fauerby og Silas Holst, Christopher Læssø og Karina Frimodt samt Coco O. og Morten Kjeldgaard.
Reaktion fra udstemt par
Selv om Oscar og Asta ikke gik videre til det store show i næste uge, var der smil hos dem begge.
- Jeg er virkelig stolt over at komme på en fjerdeplads og nå til semifinalen. Jeg er stolt af os begge to, lød det fra Oscar efter showet.
Dystede i tango
I fredagens spændende semifinale skulle alle fire par konkurrere i argentinsk tango.
Derudover blev nydanserne stillet over for en kæmpe udfordring, da de skulle danse en moderne showdans uden deres partnere.
Næste fredag, den 29. november, gælder det finalen i Forum Horsens, og her vil det vise sig, hvilket af de tre resterende par som bliver vindere af ”Vild med dans 2019”.