Flere undrede sig efter Vild med dans-premieren: Marianne Eihilt afviser aftalt spil
Fredag aften var der premiere på årets ”Vild med dans”, og dermed var de 10 par på gulvet for første gang.
Konkurrencen fortsætter over de kommende ni fredage, og om en uge skal de alle på gulvet igen, idet der ikke var nogen, der røg ud efter det første program.
Årets sæson byder på en ny dommerkonstellation i form af Marianne Eihilt, Sonny Fredie Pedersen og Lene James Mikkelsen.
Det er første gang i ”Vild med dans”-historien, at der kun er tre dommere i programmet, og efter programmet sidder nogle seere måske tilbage med en undren over deres pointgivning i premiereprogrammet.
Nogle af parrene fik helt op mod fem point af en dommer – altså halvdelen af hvad de maksimalt kan få.
Vi har ellers kun set dem på gulvet en enkelt aften, og det må formodes, at de bliver bedre og bedre fra nu af. Alligevel var der ikke nogen af parrene, der fik hverken 1 eller 2 point fra dommerne efter den første dans.
Der er dog ikke tale om aftalt spil fra dommerbordets side, siger Marianne Eihilt.
- Nej, overhovedet ikke. Jeg vil sige, at 1-tallet bruger vi kun, når alt går galt, eller det er helt skidt. Jeg havde en enkelt gang, jeg kan ikke huske ved hvilket par, hvor jeg overvejede et 2-tal. Men så tænkte jeg nej, for jeg syntes, det var en treer værd. Så sammenlignede jeg med, hvem der havde fået tre, og hvordan jeg huskede den dans. Der er aldrig noget, der er aftalt, overhovedet, understreger Marianne Eihilt.
På fredag skal deltagerne på gulvet for anden gang, og her vil det vise sig, om de to tavler med færrest point bliver taget i brug.