Flokken-Marie efter sin exit: Jeg har ændret mig
Det var både krop og psyke, der var på overarbejde for Marie, da hun medvirkede i TV 2-programmet ”Flokken”.
Marie havde fra start forudset, at hun ville blive udfordret på ro og ensomhed. Det var dog bestemt ikke til at forudse, at madlede allerede fra førstedagen og efterfølgende manglende bevidsthed ville betyde hendes endeligt i programmet.
– Jeg kunne ikke holde noget mad i mig allerede fra dag et af, men der, hvor jeg kunne mærke, at det blev rigtig slemt, der var dagen, hvor jeg røg ud. Når man ikke har spist i mange dage, så bliver man dårlig, lyder det fra Marie, der klarede fem dage alene i den bulgarske ødemark, inden en læge besluttede, at det ikke længere var forsvarligt.
Årsagen var, at Marie – to gange alene i vildnisset – besvimede, ligesom en læge efterfølgende observerede hende miste bevidstheden yderligere to gange, da hun sad i bilen på vej væk fra bjerget for at blive undersøgt på sygehuset.
Marie måtte derfor udgå af programmet, men alligevel rejste hun hjem fra Bulgarien med nye erfaringer og gåpåmod i rygsækken.
– Jeg fik meget mere med hjem, end jeg regnede med, at jeg ville få. Jeg fandt blandt andet ud af, at jeg godt kan finde ro i, at der er ro, men også at jeg er ægte glad for mit liv, og jeg ikke har lyst til at lave noget om, fortæller hun og uddyber:
– Det har også ændret mig. Jeg opsøger nogle andre oplevelser, end jeg gjorde før. Jeg gik 40 kilometer med min mor i sommer, og jeg har netop gået 40 kilometer igen ved Vadehavet. Jeg har også lige bestilt en rejse til Nepal. Jeg opsøger ting og naturoplevelser, som jeg aldrig tidligere hverken har søgt eller sat pris på, lyder det fra Marie efter sin exit.
Marie har det godt i dag og sætter pris på, at man tog hendes helbred alvorligt, og hun blev trukket ud af programmet, da det blev vurderet, at det ikke længere var forsvarligt for hende at medvirke.
Du kan følge de resterende otte deltageres rejse i ”Flokken”, der bliver sendt hver mandag klokken 20:00 på TV 2 og på TV 2 Play.
Her kæmper de for i fællesskab at vinde en pengepræmie på et endnu ukendt beløb. En gevinst hvor størrelsen ene og alene afhænger af, hvor mange af deltagerne, der gennemfører.