Forældre til Hailey fra De sjældne danskere: Svært at tigge fremmede mennesker om penge
I program tre af femte sæson af ”De sjældne danskere”, der blev sendt 29. august klokken 20 følger vi blandt andet Nana og Frederik Ritz Krarup og deres tre børn på turen til USA, hvor deres treårige datter Hailey skal opereres.
Hailey har en venøs malformation, der får hendes venstre kind til at vokse. Hun har desuden en malformation i luftvejene, der er potentielt livstruende.
De danske læger kan ikke helbrede Hailey, men via nettet har Nana og Frederik fået kontakt til dr. Waner i New York, der forsikrer dem om, at han kan fjerne Haileys malformationer.
En melding, der er mirakuløs for Nana og Frederik.
Grænseoverskridende
Det er imidlertid dyrt at komme til New York, og det koster 30.000 dollars – svarende til 200.000 danske kroner pr. døgn - at være på hospitalet.
- Vi skal skaffe 1,2 millioner, og de penge har vi jo slet ikke. At skulle tigge fremmede mennesker om penge er meget grænseoverskridende, men vi ender med at starte en indsamling, forklarer Nana til BILLED-BLADET.
- Det er faktisk ikke så let. Vi skulle søge om tilladelse til at lave en indsamling ved civilstyrelsen, have en statsautoriseret revisor på og redegøre for hver eneste krone. Men folk har været helt utroligt støttende. Både med store og små beløb. Det er meget rørende.
- Vores familier har også støttet og sammen med nogle auktioner, hvor vi solgte ting, vi har fået doneret, når vi målet og kan komme afsted til New York.
Her er hele familien i New York: Frederik og Nana, med Hailey på skuldrene, og storesøster Emily og lillebror Pilou.
Udenfor risiko
Operationen går heldigvis godt, og Hailey er dermed ikke længere i risiko for ikke at kunne trække vejret.
To måneder senere får Hailey sin operation nummer to, hvor hævelsen udenpå kinden skal fjernes. En syv timer lang operation, der heller ikke er ukompliceret.
Operationen i luftvejene havde klart første prioritet. Den næste operation ændrer radikalt Haileys udseende.
- Det var vi lidt spændte på, for vi synes jo, Hailey er helt perfekt, som hun er. Hun er en fantastisk pige, og det har hun været lige fra starten, pointerer forældrene.
Her er perfekte Hailey som lille.
Du kan se mere til Hailey og de andre sjældne danskere torsdag 5. september på TV 2 og TV 2 Play.