Forfatteren bag Carmen Curlers: Det kan du forvente af sæson 2
Året er 1965.
Carmen Curlers-fabrikken kører på højtryk med Axel Byvang i spidsen af ledelsen og Birthe Windfeld som produktionsleder blandt kvinderne på gulvet.
Axel drømmer om, at Carmen Curlers skal kunne købes over hele verden, så da den amerikanske kosmetikgigant Clarice Cosmetics melder sin ankomst og er åben for et samarbejde, er der INTET, der må gå galt!
En ulykke på Carmen
Birthe opmuntrer alle på fabrikken til at give et godt indtryk, men en gruppe utilfredse damer modsætter sig, og Birthe kommer i klemme, da der sker en ulykke.
Udover Axel – der er inspireret af den autentiske historie om erhvervsmanden Arne Bybjerg, og som bliver spillet af Morten Hee Andersen, samt Birthe, der bliver spillet af Maria Rossing – er mange velkendte ansigter tilbage. Blandt andre Nikolai Jørgensen, der vender tilbage som Frans Lynge, der både glæder sig til at skulle være far, og samtidig gør alt for at undertrykke, hvem han i virkeligheden er.
USA gør sit indtog
Og meget mere er sket siden første sæson.
Mette Heeno er igen manuskriptforfatter på serien.
Hun fortæller:
– Første sæson er jo det lange, seje træk, hvor mange kvinder forlod hjemmet og kødgryderne i starten af 60’erne. Anden sæson handler om opbrudstiden fra ’65 til ’66, hvor folk pludselig kommer til penge, og udlandet for alvor begynder at banke på danskernes dør. Amerika bliver pludselig en del af vores bevidsthed, og alt, der kommer derfra, er smart, nyt og spændende. Så anden sæson handler, meget groft trukket op, om sammenstødet mellem de cool amerikanere og de danske bonderøve, og hvad der skete, da danskerne fik penge mellem hænderne.
Skilsmissefabrikken
Mette Heeno begyndte først at skrive "Carmen Curlers" som en film, men hun ændrede det til at være en tv-serie.
Allerede nu ved vi, at der kommer tre sæsoner.
Og anden sæson har virkelig fokus på arbejdspladsen.
– Hvordan den bliver det nye hjem. Sådan er det jo også i dag – der er mange, der identificerer sig med deres arbejde før deres familier. Eller folk tager arbejdet med hjem, og familien er ikke hellig mere, siger Mette Heeno.
Sæsonen udforsker også temaet kvinder og egne penge.
– Virkelighedens Carmen Curlers blev kaldt skilsmissefabrikken, fordi det blev et samfund i samfundet. Kvinder og mænd mødtes på kryds og tværs. Og her var mange kvinder, der kom fra husmandsstederne, der begyndte at blive nedlagt. De fik fabriksarbejde for første gang og oplevede det der fællesskab med andre kvinder og oplevede at kunne have så mange penge imellem hænderne, at de blev uafhængige af deres mænd, som de måske ikke havde den store passion for. Penge blev frihed og drømme. Der åbnede sig en ny vej …
Første afsnit af anden sæson af "Carmen Curlers" kan allerede nu ses på DRTV og får premiere på DR1 søndag aften.