Forfatterne på Dansegarderoben svarer: Havde Dirch Passer virkelig et møde med en dansepige?
Andreas Bo Pedersen har endnu engang indtaget rollen som Dirch passer – denne gang i TV 2's "Dansegarderoben".
Her ser vi, at Dirch Passer valgte ikke at fortsætte i Cirkusrevyen i 1975, men i stedet blev en del af Holstebrorevyen.
I "Dansegarderoben" møder Dirch Passer den unge dansepige Joy (Marie Reuther) og giver hende sin plante, som han har haft stående i Cirkusrevyen på Bakken.
Forfatterne: Vi fandt på det
BILLED-BLADET har spurgt forfatterne på serien, Ditte Hansen og Louise Mieritz, der i deres research til serien har talt med en stor håndfuld tidligere dansepiger på Cirkusrevyen, om der virkelig var en dansepige, der fik den snak med Dirch Passer.
– Det er vores idé. Vi ved ikke, om han havde en plante, han gav, men vi ved, han stoppede i Cirkusrevyen efter nogle vilde år, hvor hele Danmark kiggede den vej. Og folk husker stadig hans numre …
– Og vi ved, at han stoppede og efterlod Preben med et kæmpe problem. Og sådan noget forplanter sig jo nedad. Men vi ved ikke, om pigerne måtte gå ned i løn. Det er noget, vi har fundet på. Men vi ved, revyen var presset økonomisk og var ved at gå rabundus, siger forfatterne, der derved afslører, at vi ser kvinderne i Cirkusrevyen være utilfredse med deres løn.