15. sep. 2024
Af Christinna Braun

Forklarer overraskende Vild med dans-exit: Nikolaj Hübbe blev ikke fyret

Nikolaj Hübbe.
Nikolaj Hübbe.
Foto: Hanne Juul
Den faste og erfarne ”Vild med dans”-dommer Nikolaj Hübbe er ikke at finde ved dommerbordet i årets program.

Det var en stor overraskelse, da beskeden kom, om at Nikolaj Hübbe ikke var en del af årets dommerhold i ”Vild med dans”, eftersom han har været med siden 2011.

Tidligere på sommeren havde den 56-årige balletmester sygemeldt sig på ubestemt tid, og Det Kongelige Teaters Balletskole konstituerede derfor en midlertidig balletmester.

Nu forklarer TV 2 over for Ekstra Bladet, hvad der skete i forhold til Hübbes stop i ”Vild med dans”.

”Vild med dans”-redaktør Mads Elias Ravn fortæller til Ekstra Bladet, at det er Nikolaj Hübbe selv, der har trukket sig.

- Det er Nikolajs beslutning, og den ligger i tråd med, at han er sygemeldt på sit arbejde på Det Kongelige Teater. Hvis man sygemelder sig, så ser det mærkeligt ud at sidde her og være frisk og festlig, lyder det fra redaktøren til mediet.

Mads Elias Ravn fortæller yderligere til Ekstra Bladet, at de løbende har haft kontakt med Nikolaj Hübbe før beslutningen, men i sidste ende var det altså balletmesteren, der bestemte, hvad der skulle ske.

”Vild med dans”-koryfæet Anne Laxholm har ligeledes takket nej til danseprogrammet.

- Jeg er blevet kontaktet af produktionen, men har valgt at sige fra i år, da jeg synes, tiden er kommet til at lade nye kræfter tage over, sagde Anne Laxholm til BILLED-BLADET.

Læs mere om: