31. maj. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Forræder er slut: Det skete der, da kameraerne slukkede

Heino Hansen, Mikkel Trier, Melissa Bentsen, Emil Trier og Bjarne Henriksen
Heino Hansen, Mikkel Trier, Melissa Bentsen, Emil Trier og Bjarne Henriksen
Foto: Lotta Lemche/TV 2 og Blu/TV 2
Fredag aften blev der afsløret, hvem der vandt sæson to af "Forræder", og nu fortæller tre af finalisterne, hvad der skete, da kameraerne slukkede.

Gennem otte uger har man kunnet følge ”Forræder” på TV 2, og fredag aften blev det endelig afsløret, hvem der løb med sejren.

Selv om Heino Hansen nærmest har haft spillet i sin hule hånd fra begyndelsen, blev han afsløret til sidst, og han tog Bjarne Henriksen med sig i faldet.

Det betød i sidste ende, at tvillingerne Mikkel og Emil Trier løb med sejren sammen med Melissa Bentsen, og her fortæller tre af finalisterne, hvad der skete, da kameraerne slukkede.

- Vi nåede lige at sige hej til Heino og Bjarne. Jeg har stadig lidt dårlig samvittighed over, at vi stjal titlen fra Bjarne, men de sidste to procent skulle være sikre. Vi sagde hej til dem, og så skulle vi egentlig bare hjem. Det var en lidt mærkelig følelse at gå fra at være under pres i hjernen i så mange dage i streg, til at det pludselig var slut, fortæller Emil Trier, der skulle bruge en lille uges tid på at finde tilbage til hverdagen igen.

- Jeg sad lidt med min mobil, som jeg ikke følte, jeg havde brug for. Jeg tænkte det hele igennem. Hjernen kørte lidt rundt, og man skulle lige vænne sig til det hele igen, fortsætter han.

For Melissa Bentsen vedkommende sluttede det ikke, som hun havde regnet med.

- Det gik ret hurtigt, da optagelserne sluttede. Vi gik ned og pakkede vores ting, og så tog vi hjem. Jeg havde på forhånd regnet med noget andet, men da de andre røg ud, fandt jeg ud af, at man ikke siger farvel, og det var det samme med os, fortæller Melissa Bentsen.

Mange af de medvirkende fra ”Forræder” brugte mange dage på at komme tilbage til hverdagen, men Melissa havde det anderledes.

- Jeg kunne mærke på de andre, at det tog ret hårdt på dem, men jeg havde en helt anden oplevelse. Det var det fedeste i verden at være med. Jeg vænnede mig helt til, at produktionen bankede på vores døre om natten, og jeg savnede det nærmest, da jeg kom hjem. Det var mere oplevelsen, jeg ikke kunne komme over, så jeg brugte en del tid på at se på billeder derfra, siger hun.

Heino Hansens oplevelser i ”Forræder” sluttede lidt før Emils og Melissa, idet han blev forvist ved det runde bord i finalen.

- Jeg snakkede med Lise Rønne og produktionen bagefter og fik at vide, hvad der var sket, og så kom de andre en halv time senere. Vi nåede lige at snakke. Folk var søde ved hinanden. Bjarne var ikke overrasket, men dem der ikke havde set det komme, sagde: ”What!”, fortæller Heino Hansen, der kørte med Bjarne Henriksen hjem i hans bil.

- Det var perfekt. Hvis man synes, det er sjovt at køre med Bjarne Henriksen på kamera, er det mindst lige så sjovt uden kamera. Det kunne jeg godt bruge mere tid på i mit liv. Vi har ses, når vi alle sammen har mødtes, og så har vi en enkelt gang også være ude at drikke portvin, fortæller komikeren.

Inden han og Bjarne Henriksen vendte snuderne mod København, ringede Heino til Birgit Aaby og afslørede, hvordan det hele hang sammen. Læs hendes reaktion i linket herunder:

Læs mere om: