Fredag venter den første dødsbanan: De ryger ud af Vild med dans
I sidste uge var der premiere på årets ”Vild med dans”-sæson, og fredag aften bliver det for alvor spændende, for her skal det første af de 10 par forlade konkurrencen.
Feltet var utrolig tæt i første program, men bookmakerne har alligevel (naturligvis) et bud på, hvem der trækker det korteste strå i program to.
- Vild med dans er jo ikke kun en dansekonkurrence. Det er i lige så høj grad også en popularitetskonkurrence, og det gør, at vi tænker på tre navne. Men skal vi nævne én favorit til at ryge ud, så vurderer vi her og nu, at det bliver kajakroeren Victor Gairy Aasmul. Han bliver den første, som må vinke farvel til Vild med dans. Det vurderer vi fordi, han fik færrest point sidste fredag, og fordi vi synes, at hans kendisfaktor er den mindste blandt alle deltagerne, MEN… siger Danske Spils oddssætter og Vild med dans-ekspert Mathias Reimer Larsen i en pressemeddelelse.
- … Rachel Ellebye fra Årgang 0 fik også kun ni point ligesom Victor Gairy Aasmul i sidste uge, så hun kan bestemt heller ikke vide sig sikker i aften. Hun har til gengæld den kæmpestore fordel, at hun danner par med seerdarlingen Thomas Evers Poulsen, og det kan jo betyde, at vi må kigge på et tredje par for at finde den sidste deltager, som skal i omdans. Derfor holder vi også godt øje med Dot Wessman. Ja, hun fik ganske vist hele 12 point sidste fredag, men hendes dansepartner er den helt nye Nikolaj Lund, og dette kan give problemer for seerstemmer. Jeg er ret sikker på det bliver en af de tre, der må forlade showet: Victor, Rachel eller Dot, konkluderer Danske Spils oddssætter.
Dykker man nærmere ned i tallene kan man se, at Victor Gairy Aasmul er klar ’favorit’ til at blive sorteper i aften.
Han står til odds 2,75, mens både Rachel Ellebye og Dot Wessman giver pengene 5,50 gange igen, hvis de ryger ud i aften.
Hvis man kigger i den modsatte ende af feltet tror Danske Spil og deres kunder mest på, at Philip May sammen med dansepartneren Camilla Dalsgaard løber med sejren i årets ”Vild med dans”.