Glad Amalie Dollerup: Her optager vi nye afsnit af Badehotellet
Amalie Dollerup, der spiller Badehotellets Amanda, nyder at være tilbage i aktion foran kameraet sammen med alle Badehotellet-kollegerne.
Optagelserne er i gang et meget smukt sted i Danmark.
Det fortalte hun om, da vi mødte hende til gallapremiere i Imperial i København på filmen ”Vores mand i Amerika”.
Amalie Dollerup er glad
- Det er dejligt med arbejde igen. Vi har travlt med Badehotellet, som vi optager i Nordjylland. Det har været specielt på grund af corona-situationen, og vi spritter hænderne meget, fortæller Amalie Dollerup, der i øvrigt har nydt sommeren med sin elskede Andreas og deres lille søn August på 14 måneder.
Udendørs scener på stranden
De udendørs scener i Badehotellet er optaget ved Grønnestrand, Svinkløv og Slettestrand, mens resten er indspillet i Risby Studierne i Albertslund.
Tv-seriens producent Michael Frandsen har tidligere fortalt til TV2/NORD, at området ved Svinkløv blev udvalgt, fordi det simpelt hen er det smukkeste sted langs Vestkysten.
– Der var ingen tvivl. Her skulle vores badehotel ligge! siger han.
Optagelserne blev rykket
Optagelserne til sæson otte af Badehotellet skulle have været sat i gang i juni, men på grund af nedlukningen af Danmark blev det skubbet til denne måned.
Meget mere i BILLED-BLADET
I denne uges BILLED-BLADET får du helt nye billeder og kan læse alt om kronprins Frederiks sejltur med Mikkel Beha Erichsen ombord på skibet Wallenberg.
Du kan også komme med på opdagelse i dronning Margrethes nye køkkenhave, og så er Janni Spies’ datter blevet gift.