Glædelig nyhed fra TV 2: Sofie Linde vender tilbage
Det er efterhånden et stykke tid siden, at Sofie Linde har tonet frem på tv-skærmen.
Det har skyldtes, at hun har været på barsel, efter hendes anden datter Søs er kommet til verden.
Men i denne uge vender hun tilbage på arbejde. Hun er igen vært på ”X Factor”.
Sjette gang
TV 2 afslører, at seerne igen kan glæde sig til at se Sofie Linde som vært på underholdningsprogrammet, når det har premiere omkring årsskiftet.
Det er sjette sæson, Sofie Linde er vært.
- Jeg glæder mig selvfølgelig til endnu en omgang i hele Danmarks familiebil, ”X Factor”. Det har været en god og tiltrængt barsel, men nu er jeg klar, parat og spændt på at komme i gang igen. Jeg glæder mig til at gense alle mine gode og dygtige kollegaer, som jeg har savnet. Og så kan jeg næsten ikke vente med at sige: Rigtig hjerteligt velkommen til endnu en omgang ”X Factor”, udtaler hun i en pressemeddelelse.
I denne uge begynder hun sammen med holdet bag "X Factor" at lave de første optagelser til den 15. sæson af programmet.
Afløst af Lise
Sofie Linde var delvist vært på ”X Factor” sidste år, da hun var vært på audition, Five Chair Challenge og bootcamp.
I liveudsendelserne skulle hun efter planen afløses af Melvin Kakooza, der måtte sygemeldes, fordi han blev opereret for en godartet tumor.
Det blev derfor en gammel ”X Factor”-kending i form af Lise Rønne, der overtog.
Men nu vender Sofie Linde altså tilbage til programmet.
En af de bedste
På TV 2 er man glade for, at det igen er Sofie Linde, der står ved ”X Factor”-roret.
- Vi måtte af gode grunde undvære Sofie i år, da hun blev mor for anden gang og var på barsel i hele X Factor's live-periode. Så vi er fantastisk glade for, at hun nu er klar til at være vært igen.
- Sofie Linde er ganske enkelt én af landets absolut bedste underholdningsværter - hun er sjov, charmerende, skarp, modig, professionel og fuld af kærlighed til alle involverede i programmet, og vi glæder os meget til at få Sofie tilbage på ”X Factor”-holdet, lyder det fra underholdningsredaktør Dorte Borregaard.