Glædelig overraskelse: Ny julekalender på TV 2
Når julemåneden begynder, kan man glæde sig til at se en helt ny julekalender – og endda med et gensyn med en kendt tv-karakter.
Peter Frödins karakter Grethe er nemlig tilbage i ”Grethes jul” – en julefortælling i fire afsnit, der bliver sendt på både TV 2 og TV 2 PLAY.
Vi mødte første gang Grethe i TV 2s komedieserie af samme navn i 2017, hvor den lidt utraditionelle hushjælp Grethe (Peter Frödin) flyttede ind hos familien Bynke.
Store, danske stjerner
I julefortællingen ”Grethes jul” er Grethe nu ansat i et stormagasin, hvor hun sælger bøger om, hvordan man slipper af med pletter. En dag møder hun en pudsig, lille dreng, og pludselig kan hun på magisk vis sætte sig meget bedre ind i andres liv og få dem til at se deres egne problemer i øjnene.
I julekalenderen møder vi også danske stjerner som blandt andet Ulf Pilgaard, Lotte Andersen, Sofie Torp og Sebastian Jessen, og serien er instrueret af Jarl Friis-Mikkelsen.
”Grethes jul” har premiere på TV 2 mandag den 7. december, og første afsnit kan ses på TV 2 PLAY fra søndag den 29. november.