Halvandet år væk fra skærmen: Det har Lise Rønne lavet
Det var noget af en overraskelse, da TV 2 pludselig kunne afsløre, at det var den tidligere ”X Factor”-vært Lise Rønne, der skulle vende tilbage til værtstjansen.
Hun har været fra skærmen i halvandet år, fordi hun har dykket ned i bøgerne.
Glad for bøger
Godt nok har Lise Rønne ikke arbejdet som tv-vært i halvandet år, men hun har alligevel været lidt på skærmen.
Flere har måske opdaget, at hun er med i tv-reklamer fra bogtjenesten Saxo.
- Jeg vil sige, jeg har virkelig været glad for at beskæftige mig med bøger, og jeg er virkelig glad for det. Det er en følelse af at fordybe mig og at have en læringskurve, der er virkelig sjov at have. Så jeg er landet helt vildt godt i at læse, tale og skrive om bøger, siger hun.
Lise Rønne har den seneste tid været litteraturstuderende, men har samtidig formidlet om bøger, hun har læst for Saxo.
Mistede lysten
Det var i slutningen af 2019 Lise Rønne tog afsked med jobbet som tv-vært.
Selv om hun nu igen kan kalde sig tv-vært, har hun i det halvandet år, hvor hun har koncentreret sig om bøger, slet ikke savnet det.
- Jeg har jo haft halvandet års tid, hvor jeg har lavet noget andet end fjernsyn og virkelig haft det dejligt med det. Jeg har slet ikke savnet at stå på en scene, tværtimod havde jeg nok egentlig lovet mig selv, at det skulle jeg ikke igen. Jeg har sagt nej til alt der hed konferencier-tjanser og sådan noget, for jeg har slet ikke haft lyst til det, siger hun.
Alligevel blev hun lokket til at være vært på ”X Factor” til og med finalen fredag 9. april 2021.