
Han skulle have været Joes redning i Agent: Patrick A. Hansen er også kendt fra et andet TV 2-hit

”Agent” er titlen på TV 2’s nye dramakomedieserie, der er skrevet og instrueret af Nikolaj Lie Kaas. I hovedrollen ses Esben Smed, og igen i afsnit to, som blev sendt søndag aften, kommer han ud i problemer.
For at undgå at miste Ulrich Thomsen som kunde bilder Joe ham ind, at han har fået en stor kontrakt i udlandet, og Joe må derfor på jagt efter én, som kan agere amerikaner på et Teams-opkald, således at Ulrich Thomsen ikke fatter mistanke.

En af kandidaterne til den tjans er Morten fra vaskeriet, der efter sigende kan tale hele fem sprog, og som tilmed har så stort et sprogøre, at han kan lave en west-coast dialekt.
Til Joes store frustration viser det sig dog, at Morten-rens er bedre til at blære sig end til at tale amerikansk…
Han spilles af Patrick A. Hansen, og hvis man synes, den unge, blonde skuespiller virker bekendt, er det ikke tilfældigt.
Den 29-årige skuespiller er nemlig også kendt fra en anden TV 2-serie, idet man sidste år kunne opleve ham som den unge jordemoderstuderende Vilhelm i ”Dag & Nat”.


Til næste år kan man se Patrick A. Hansen på det store lærred, for han spiller med i den kommende krimi ”Mørkeland”, der er en opfølger til ”Kongekabale”, som igen har Anders W. Berthelsen i hovedrollen.
