Hans Pilgaard afslører: Nye tv-programmer på vej
Hans Pilgaard er en af landets mest populære tv-værter, og nu kan seerne glæde sig til, at han vender tilbage på skærmen.
- Jeg skal lave en ny sæson af ”Sæt pris på Danmark”, fortalte Hans Pilgaard til BILLED-BLADET, da han deltog i det nye tv-program ”Mit livs musik”, der får premiere til august på TV 2 Charlie.
”Sæt pris på Danmark” er et TV 2 Fri-program, som havde premiere tilbage i 2017. Nu bliver der lavet en sæson 6.
Tv om liv og død
58-årige Hans Pilgaard afslørede også, at han arbejder på et helt nyt tv-program.
- Jeg er også gået i gang med at lave efterfølgeren til ”Tilbage til 9A”. Den hedder ”Et spørgsmål om liv og død”, fortalte tv-værten og tilføjede med et smil:
- Den er ikke solgt til TV 2 endnu, men jeg har sagt til dem, at jeg laver det, og at de skal sætte tid af i programplanen i foråret 2023. Det bliver meget råt, uden manuskript og sikkerhedsnet.