Har det undret dig? Derfor skete det ikke på Tobias’ date i Kærlighed hvor kragerne vender
Det er blevet Tobias og Benjamins tur til at komme på date med deres fire udvalgte kvinder i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Tobias har inviteret Rikke, Sandra, Michelle og Stine en tur på vandet, hvor de skal sejle i kano på deres første date.
- Jeg har sejlet kano et par gange. Det er megahyggeligt. Det er fedt at være ude og lave noget aktivt, og man ser nogle steder, man ikke normalt ville se. Det er en anden måde at opleve naturen på. Det er beroligende. Det er en aktivitet, man laver sammen. Man har en ting, man skal udføre sammen, fortæller han til BILLED-BLADET.
De fem personer på date skulle fordeles i to kanoer. Hvem, der fik æren af at dele kano med Tobias, blev afgjort ved at trække strå. Det blev Rikke og Sandra, der trak det lange strå.
Alle blev dog forenet til sidst, hvor de mødtes til en snak ved et bordebænkesæt.
Tobias havde en klar fornemmelse af, at der var god kemi under daten.
- Det var selvfølgelig nemmere at tale med Sandra og Rikke, for dem sad jeg i båd med, men jeg syntes, daten gik godt. Det var mere nede på jorden. Jeg har meget svært ved at være en offensiv flirter, så at komme mere stille og roligt ind på pigerne var dejligt. Det var mere mig. Kemien mellem os var god, fortæller han.
Han understreger dog, at det var noget af en opgave at være på date med fire på en gang.
- Jeg var godt nok udfordret på at date flere på en gang på samme tid. Jeg ville jo gerne give dem alle sammen en fair chance, fortæller han.
Seere har måske undret sig over, hvorfor Tobias ikke hiver sine piger ud på tomandshånd under daten. Men det har han faktisk en forklaring på.
- Hvis jeg kun når at hive en eller to ud ad gangen, fordi vi var under tidspres på daten, hvad ville de andre så tænke. Det florerede jo i hovedet på mig. Det er, derfor jeg ikke hiver nogle piger ud til en snak, forklarer 26-årige Tobias, der understreger, at han også var nervøs for, hvordan deres snak ville blive behandlet:
-Det, jeg var mest nervøs for, var, at jeg havde sagt noget til en bestemt, og det kom over i pigegruppen, hvor det blev vendt og drejet. Jeg frygtede, at det ødelagde noget for de andre. Ikke fordi jeg har noget at skjule i forhold til det, jeg siger til hver enkelt, men det er en intern samtale. Det gjorde mig mere tilbageholden.
Efter daten havde Tobias en klar idé om, hvilke piger han havde den bedste kemi med.
- Rikke og Sandra var favoritter på det tidspunkt. Daten gav en bekræftelse af, at de to var lidt ekstra søde. Det oplevede jeg i hvert fald på daten, fortæller han.
Hvem Tobias vælger at sende hjem, bliver først afsløret i femte afsnit af ”Kærlighed hvor kragerne vender”, der sendes på TV 2 tirsdag 26. marts klokken 20.00.