Har hun kontakt til Benjamin? Sådan er det gået Line efter Kærlighed hvor kragerne vender
I ”Kærlighed hvor kragerne vender” begynder det at spidse til for Benjamin, der kun har to piger tilbage.
Han inviterer sine piger Line og Kaya med på date på brandstationen, hvor de skal prøve, hvordan det er at være røgdykker på mission.
Men daten ender også med, at Benjamin beslutter at sende Line hjem. Selv om deres veje skiltes i tv-programmet, har de set lidt til hinanden efter.
Faktisk havde Benjamin og Line også mødt hinanden før optagelserne til ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Det var også medvirkende til, at Line i det hele taget meldte sig til programmet.
- Jeg har aldrig tænkt, jeg skulle være med i noget som helst tv. Men et par uger før optagelserne, var Benjamin på besøg, fordi det er hans barndomshjem, jeg bor i. Det havde vi aftalt, fordi han havde set en avisartikel om, at jeg havde købt landstedet og var i gang med at renovere det, fortæller Line til BILLED-BLADET.
Hun følte, at snakken gik godt mellem dem, og da hun pludselig ser en reklame for at tilmelde sig programmet, hvor Benjamin er en af fyrene, tænker hun, at det kan jo være, kærligheden faktisk havde banket på hendes dør, dengang han besøgte hende. Så hun gav det et skud.
30-årige Line endte med at blive en af de udvalgte, og så valgte Benjamin hende også til. Nu står hun og Kaya tilbage, og Benjamin har inviteret dem med på hans domæne. Nemlig brandstationen.
Han præsenterer, at de skal have udstyr på og igennem en container.
- Jeg er ikke bleg for en udfordring, så jeg tænkte, det var megafedt, men også meget grænseoverskridende. Jeg vidste ikke rigtig, at jeg havde det svært i mørke, små rum, før jeg kom derind. Jeg følte mig tryg og sikker i det, fordi Benjamin var god til at guide. Han var god til at tale til en, og få en til at føle sig tryg, fortæller hun.
Da hun havde gennemført, var det da også en sejr.
- Jeg var hammerlettet og helt vildt stolt. Det kommer ret fint til udtryk. Jeg havde været lidt presset, så jeg var stolt af at have været igennem det, fortæller hun.
Daten ender dog ikke udelukkende i en lykkerus, for Benjamin hiver fat i Line, og da ved hun godt, hvad der skal ske.
Benjamin giver udtryk for, at han ikke føler en romantisk gnist mellem dem, og derfor sender han hende hjem.
Det samme har hun tidligere givet udtryk for over for ham og produktionen. Derfor er hun også helt indforstået med hans valg.
- Jeg var helt afklaret med det. Jeg havde samme ønske, og jeg havde sågar været oppe ved produktionen og sige det, fortæller hun.
Hvad seerne ikke får lov at se på skærmen er, at Benjamin og Line får en god snak, efter han har valgt hende fra.
- Benjamin tager hen og snakker med Kaya, og så får jeg lov at tale med ham efterfølgende. Vi fik lov at sidde og snakke lidt ekstra. Det var vigtigt for os begge to. Vi havde et ønske om, at vi ville have hinanden i hinandens liv, så det var vigtigt for os at få en ordentlig afslutning, fortæller hun.
Benjamins valg betyder, at Line altså skal vende snuden hjem og tage afsked med de andre deltagere.
Hun beskriver, at det selvfølgelig var trist at sige farvel til pigerne, da hun havde fået et godt venskab op at stå med flere af dem.
Men mest af alt var hun bare stolt af sig selv.
- Jeg kunne tage af sted og være stolt af, at jeg havde været mig selv. Det var med et smil på læben og godt humør, at jeg sagde farvel, fortæller hun.
Og apropos venskaber så er Line stadig i kontakt med en lang række af deltagerne i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
- Jeg ses nærmest ugentlig med Freja, Stine og Emilie, men så har vi en større gruppe, der ses en gang imellem, fortæller hun.
Line har også bevaret et godt venskab med Benjamin.
- Benjamin har været hernede et par gange i det nye år, og han har også haft sine børn med. Det er så dejligt. Det er et venskab. Vi har haft klare linjer omkring det. Det har været sundt at kunne snakke med ham, man har datet. Jeg kunne få svar på ting, jeg ikke vidste. Det har været spændende at få stillet de spørgsmål, fortæller hun.
Efter programmet har Line fundet sig godt til rette i sit liv.
- Jeg har travlt på mit landsted, og jeg hygger mig med det og med mine gode venner og familie. Jeg har ikke nogen kæreste, men jeg har det godt i mit eget selskab, fortæller hun.