Heidi Frederikke Sigdal bliver barselsvikar for Louise Wolff
Den 38-årige TV-vært Heidi Frederikke Sigdal vender tilbage til TV 2, når hun til september tager over på ”Go’ morgen Danmark”, mens Louise Wolff er på barsel.
Hun har igennem ti år været en af de største profiler på TV 2 Sporten, men nu skal hun altså indtage en hel ny rolle på kanalen.
- Jeg glæder mig meget til at være vært på så alsidigt et program, som ”Go’ morgen Danmark er, siger Heidi Frederikke Sigdal til tv2.dk.
SE VIDEOEN: Se ankomsterne til BILLED-BLADETs fest
Heidi Frederikke Sigdal glæder sig
TV-værten glæder sig til at komme i berøring med mange forskellige emner og gå i dybden med dem undervejs. Heidi Frederikke Sigdal understreger desuden, at hun selvfølgelig også glæder sig til at blive en del af det dygtige hold bag.
Hun er uddannet journalist og startede på TV 2 tilbage i 2006, hvor hun frem til marts i år var vært på Sporten.
Emnerne spænder bredt
Her stod hun i spidsen for en række sportsbegivenheder på kanalen og blandt andet flere slutrunder i fodbold.
De mange års erfaring som sportsjournalist skal nok blive brugbare i morgenprogrammet, hvor der er både mad og tunge emner på dagsordenen.
Heidi Frederikke Sigdal forklarer, at hun også på Sporten både har lavet følelsesprægede og kritiske interviews, og hun derfor er rustet til opgaven.