Heidi Frederikke Sigdal efter Vild med dans-exit: Derfor røg jeg ud på det rigtige tidspunkt
I fredagens "Vild med dans" blev det tv-vært Heidi Frederikke Sigdal og danser Michael Olesen, der måtte tage en følelsesladet afsked med de bonede gulve og dansekonkurrence. Omdansen stod mellem Katerina Pitzner og Morten Kjeldgaard på den ene side, og Heidi Frederikke Sigdal og Michael Olesen på den anden. Efter et par flotte danse stod det dog klart, at det var sidstnævnte der måtte forlade ”Vild med dans” i det femte program. I programmet var det en berørt Heidi Frederikke, der sagde farvel til den populære konkurrence: - Det var har været noget af det bedste, jeg nogensinde har sagt ja til. Det har været en vild rejse at være på. Først og fremmest har det været en ubeskrivelig gave, fortæller Heidi Frederikke Sigdal før hun takkede sine kolleger i "Vild med dans".
Vandt over angsten
I et nyt opslag på Instagram uddyber Heidi Frederikke nu, hvorfor det for hende var helt i orden at forlade konkurrencen netop nu.
- Det kan lyde underligt - men Vild med Dans sluttede på det helt rigtige tidspunkt for mig. Jeg vandt hverken 1.plads eller trofæ, men lige der i fredags vandt jeg alt det, jeg håbede på, da jeg sagde ja tak til at være med i programmet. Jeg vandt over nervøsiteten. Og jeg vandt over angsten for at gøre noget, jeg ikke kan finde ud af foran andre mennesker. Og det var en kæmpe kæmpe kæmpe forløsning, indleder hun sit opslag, som BILLED-BLADET har fået lov til at dele.
Hun fortsætter længere nede:
- Det er noget af det bedste, jeg nogensinde har sagt ja til. Jeg smed mig selv på et bål hver fredag og var fysisk dårlig af nervøsitet. Men i fredags tippede vægtskålen, og otte ugers dansetræning og mentalt arbejde vandt dælme.
- Jeg har vist mig selv - og forhåbentlig andre - at det er okay ikke altid at være fejlfri og perfekt. Det tog mig 44 år. Men hold nu op - det var lige nøjagtigt den personlige sejr, jeg håbede Vild med Dans kunne gi’ mig.
I opslaget kommer hun også med mange roser til sin dansepartner, Michael Olesen:
- Michael Olesen, du har lært mig mere på otte uger, end jeg har lært over år. Din empatiske, rummelig og humoristiske måde at være på rykkede mine grænser. Voldsomt men nænsomt. Og du respekterede min sårbarhed samtidig med, at du udfordrede den.