Henriette Zobels sønner til Vild med dans
Tidligere designer og fotomodel Henriette Zobels to sønner var glade og veloplagte, da de mødte op på den røde løber til fredagens ”Vild med dans”.
Brødrene Nicolai, 26, og Alexander, 28, var der for at støtte Emili Sindlev, som de har kendt, siden hun blev født. Hun er nemlig deres papkusine.
- Vi er meget tætte, og hun har altid stået os meget nær. Også når vi har haft store problemer, fortalte Nicolai og Alexander Zobel til ”Vild med dans”.
- Vi har holdt jul sammen de sidste tre år, lød det med et smil.
Et hårdt år
Der har dog ikke kun været smil at finde hos Nicolai og Alexander i løbet af 2020. Det har været et hårdt år for brødrene, da deres mor, Henriette Zobel, gik bort den 9. december sidste år.
- Det går okay. Vi har mange gode venner, og familien er rykket tættere sammen. Vi støtter hinanden, fortalte Nicolai og Alexander Zobel.
Gruer for højtider
Inden længe står julen for døren, det kan blive ekstra svært, når den skal holdes uden mor, Henriette, og også deres far, Peter Zobel, der gik bort i september 2017.
- Jeg gruer lidt for julen, men ser også frem til det. Vi er ikke bange for det, og vi er ikke bange for at tale om det, sagde Alexander Zobel.