Henrik L om uventet exit i Landmand søger kærlighed: Det blev ikke vist på tv
I tirsdagens afsnit af ”Landmand søger kærlighed” skal de to navnebrødre Henrik Bruun Larsen og Henrik Winther på gruppedate med Helle.
Det er noget, som de har prøvet før, da de tilbage i 2022 var med i niende sæson af det populære TV 2-program. Her bejlede de til landmanden Trine Krebs.
Ingen af dem endte dog med at finde kærligheden.
Faktisk valgte Henrik Bruun Larsen at forlade programmet før tid, da han takkede nej til tilbuddet om at blive boende på gården.
På tv fortalte han, at han ikke kunne mærke kemien blomstre mellem dem. Men det, som ikke kom frem på skærmen, var, at han havde lagt mærke til, at Trine viste mere interesse for de andre.
– Så jeg ville ikke investere for meget i det, når det ikke føltes gengældt, lød det fra Henrik til TV2.dk.
Og det kom da heller ikke bag på Trine.
Selv om hun havde valgt at give ham en chance, vidste hun godt, at det ikke ville blive til mere, fortalte hun.
Henrik fortrød ikke sin medvirken, tværtimod. Nu er han med for anden gang, hvor han igen får kamp til stregen fra Henrik Winther.
Du kan se, hvordan det går Henrik L og Henrik W, når de skal på gruppedate med Helle i ”Landmand søger kærlighed” kl. 20.00 på TV 2.