Henrik W fra Landmand søger kærlighed: Tabte kæben, da han mødte sin konkurrent
Henrik Winther kunne næsten ikke tro sin egne øjne, da han pludselig genkendte sin konkurrent Henrik Bruun Larsen på settet til ”Landmand søger kærlighed”.
– A’hva’? Det kan da ikke passe. Hvad fanden laver han her?, husker Henrik Winther, at han tænkte.
Henrik Winther ventede på, at han skulle på speeddate med landmanden Helle, idet han pludselig tabte kæben over at se sin konkurrent fra sæson ni.
– Jeg tænkte, det her giver ikke mening. Vi har jo været sammen i programmet før. Men det er jo selvfølgelig Helle, der bestemmer. At hun så lige har valgt os begge to. Det var meget pudsigt, siger Henrik Winther til BILLED-BLADET.
Nu stod de to navnebrødre overfor hinanden igen. Glade og forventningsfulde med håbet om, at anden gang var lykkens gang.
På trods af at de har kæmpet om de samme kvinder, har de fået opbygget et godt venskab gennem programmet, fortæller Henrik Winther.
– Henrik er en fantastisk, dejlig og frisk fyr at være sammen med, og han snakker jo lige så meget som mig. Så det kan være hårdt nogle gange, når vi snakker så meget begge to, siger han og griner.
Selv om Henrik L var en konkurrent, havde Henrik Winther selvtilliden i orden. Derfor følte han sig sikker og frygtede ikke sin gamle rival – og skulle det ske, måtte det være Helles valg.
Se "Landmand søger kærlighed" hver tirsdag kl. 20.00 på TV 2 eller på TV 2 Play.