Her er dommerpanelet i program 2 af Vild med dans
Fredag bliver der igen fyret op under dansegulvet, når program 2 af ”Vild med dans” løber over skærmen.
Her skal de 10 par dyste i alt fra quickstep og tango til pasodoble og cha-cha-cha.
Som altid bliver parrene bedømt af dommerpanelet, og fredag den 29. september bliver der et gensyn med årets fire faste dommere.
Det er Nikolaj Hübbe, Anne Laxholm, Sonny Fredie Pedersen og Marianne Eihilt.
Der bliver også budt velkommen til en ny gæstedommer, og det er en tidligere ”Vild med dans”-vinder.
Det er nemlig sangeren Jimilian, som vandt danseprogrammet med Asta Björk i 2021.
29-årige Jimilian skal bedømme de 10 par på lige fod med de fire faste dommere.
Til premieren på "Vild med dans" var det den tidligere vinder Mia Lyhne, som var gæstedommer.