Hilda Heick i topform: Jeg føler mig yngre
I begyndelsen var Hilda Heick bekymret for, hvordan det skulle gå med ”en gammel kone som hende” i ”Vild med dans”, men som ugerne er gået, har dansen vist sig at have en yderst positiv indvirkning på hende.
Den 74-årige sangerinde har tabt sig nogle kilo under den hårde dansetræning, og hun ser bedre ud end nogensinde.
- Jeg føler faktisk, at jeg er blevet yngre, sagde en glad Hilda Heick efter program 5 af ”Vild med dans” og tilføjede:
- Altså, det er jeg jo ikke, men det føler jeg, at jeg er blevet på de to måneder, vi har trænet.
Sommerfugle i maven
Efter en vellykket showdance med Michael Olesen sidste fredag, ser Hilda Heick nu frem til program seks af ”Vild med dans”, hvor hun skal danse tango.
- Jeg glæder mig til det. Hver fredag synes jeg jo, at jeg har en fest, selv om jeg også er nervøs og har sommerfugle i maven, lød det med et smil fra sangerinden.
Læs den store reportage fra ”Vild med dans” i BILLED-BLADET nr. 45, der var på gaden torsdag den 5. november.