Hjem til gården-vinderen Simon: Mistede farmor lige før finalen
Efter ti søndage er det nu endelig afsløret, at 29-årige Simon Borch Rasmussen er vindere af ”Hjem til gården”.
I overlegen stil sejrede han i finalen, men hvad man ikke så på tv, var, at han få dage før havde fået en trist besked hjemmefra.
En stor mavepuster
- Min farmor døde, mens jeg var inde på gården, så jeg skulle til begravelse, få dage efter at jeg kom hjem. Jeg fik det at vide, to timer efter jeg havde vundet tvekampen over Mikkel i afsnit ni, fortæller Simon.
Inden han flyttede ind på gården, vidste han godt, at hans 94-årige farmor var syg, og han havde derfor lavet en aftale med sin far.
- Jeg havde sagt til min far, at de skulle ringe til produktionsholdet, hvis det skete, så da holdet sagde, at min far var i telefonen, vidste jeg godt, hvad der var sket. Det var noget af en mavepuster, husker han.
Begravelsen blev udskudt et par dage, så Simon kunne nå hjem og være med til at tage en sidste afsked.
- Selv om jeg vidste, hun var syg, så er man aldrig rigtig forberedt på at miste et familiemedlem. Jeg ville ønske, hun havde set programmet, da hun selv har boet på en gård, forklarer Simon.