23. nov. 2024
Af Simone Løvstad Kristensen

Hudløs ærlig Jonas Mogensen: Det værste jeg nogensinde har oplevet

Jonas Mogensen.
Jonas Mogensen.
Foto: Gregers Overvad
Komiker og manuskriptforfatter Jonas Mogensen sætter ord på et af sine livs største kriser, som rystede ham.

Da Jonas Mogensens hustru blev diagnosticeret med brystkræft, ramte det den 38-årige komiker rigtig hårdt.

- Min kone var selv inde på ”Min Sundhed” for at se svaret fra prøverne, og det skulle hun jo selvfølgelig aldrig have gjort. Det var en fredag, og vi havde en tid, hvor vi skulle have svaret fortalt om mandagen. Så den weekend, hvor vi ikke vidste op og ned. Det er ærligt nok det værste, jeg nogensinde har prøvet i mit liv.

Det fortæller den 38-årige komiker og manuskriptforfatter i TV 2 Nord programmet ”Et meningsfyldt ophold”, hvor fire kendte danskere tjekker ind på Skovsgård Hotel, som drives af mennesker med særlige behov.

I første afsnit er det Jonas Mogensen, der tjekker ind på hotellet, og her sætter han ord på sin hustrus kræftforløb.

- Det er den eneste gang i mit liv, hvor jeg virkelig har været bange, slår Jonas Mogensen fast.

Efter Jonas Mogensen og hustruen fik den triste besked om, at hun havde kræft, gik hun i gang med behandling. Heldigvis gik alting som det skulle, siger han. Men der var særlig én ting, som var hårdt for parret.

- En specifik ting, der var virkelig, virkelig hårdt, var at skulle fortælle alle ens venner og familie det. Det kunne vi simpelthen ikke, for er jo bare at ringe og ødelægge folks dag. Så da vi havde gjort det to gange, var vi nødt til at skrive en fælles besked, lyder det.

Du kan se hele programmet ”Et meningsfyldt ophold” med Jonas Mogensen på TV 2 Nord her eller på TV 2 Play.

Læs mere om: