Hvorfor skulle Morten stå for vielsen? Nu sætter Amanda ord på brylluppet med Uwe
Det kom som noget af en overraskelse for mange, da Uwe og Amanda pludselig skulle giftes i afsnit 6 af ”Badehotellet”.
- Scenen er skrevet på en måde, så publikum ikke ved, hvad der er ved at ske. Det kommer som en overraskelse, siger Amalie Dollerup til BILLED-BLADET og fortsætter:
- Jeg er glad for, at de skulle giftes, og jeg tror, det sker på en normal måde for den tid, i forhold til at det ikke var vildt romantisk, men foregår på et kontor.
Nej, det var ikke ligefrem et storslået bryllup med hvid brudekjole og en masse gæster.
Parret blev viet i Grove-lejren af Morten Enevoldsen, inden Uwe skulle sendes til Tyskland for at vidne i en retssag i Nürnberg.
Amalie Dollerup, som spiller Amanda, synes, det var en god idé, at netop Morten fik æren af at udråbe Amanda og Uwe som ægtefolk.
- Jeg synes faktisk, det er meget fint, at det er Morten, som vier dem, fordi han åbenbart har bemyndigelse til det, siger Amalie og tilføjer:
- I forhold til det første afsnit, hvor Morten var meget afvisende og ikke ville hjælpe Amanda, er han alligevel den gode fyr, som nu gerne vil hjælpe dem, i den position de er i nu.
”Badehotellet”-stjernen mener også, at Morten kan tage lidt af æren for, at Amanda og Uwe kan få en fremtid sammen i Tyskland.
- Morten er måske også med til at finde løsningen på problemet. Amanda kan godt lide mennesker, der er handlekraftige, lige som hun selv er, fastslår Amalie Dollerup.