Jeff fra Ups, vi er voksne: Derfor har han problemer med hjertet
Jeff fra TV 2-dokumentaren “Ups, vi er voksne” har Downs syndrom og er tilmed født med en hjertesygdom, der begrænser ham i hverdagen.
Humørbomben elsker nemlig at lægge vejen forbi den lokale pølsebod, og når han handler dagligvarer, ryger der ofte partypølser og sodavand i kurven. Det selv om Jeff er klar over, at han ikke kan tåle det.
For selv om en kost bestående af læskedrikke og cocktailpølser på den lange bane ikke er sund for nogen, så har Jeff en livsbetingelse, der gør, at fed- og sukkerholdig mad og drikke på sigt vil slå ham ihjel.
– Jeg har en hjertefejl, og hvis jeg får for meget fedt omkring hjertet, så bliver det knust, og så dør man, forklarer Jeff i aftenens program, da han og Mor-Mitzie er på vej til Jeffs regelmæssige hjertetjek på Rigshospitalet.
Til det regelmæssige seks måneders-tjek måler lægerne, hvor godt Jeffs hjerte ilter blodet, ligesom han bliver vejet for at sikre, han ikke tager på. Og det med rigtig god grund.
– Det er et faktum, at han ikke kan overleve en stor overvægt. Og det er et faktum, at han bliver nødt til at sidde i kørestol, hvis der kommer for meget vægt på hans fødder, hvor han er plaget af smerter på grund af gigt, forklarer Jeffs mor, Mitzie Pitzner, i programmet.
Selv om 32-årige Jeff godt ved, hvad det rigtige for helbredet er, så kan mor-Mitzie se, at han alligevel svinger dankortet lidt rigeligt hos den lokale pølsevogn. Derfor aftaler de, at hun for en stund styrer sin voksne søns pengeforbrug.
Jeff er i øjeblikket aktuel i TV 2-dokumentaren “Ups, vi er voksne”, der skildrer hverdagen for voksne med Downs syndrom på bostedet Valbyholm.
Aftenens afsnit var tredje episode af i alt seks programmer, der bliver sendt hver torsdag på TV 2 og på TV 2 Play.