
Jesper Steinmetz og Cecilie Beck er særligt udvalgt: Står i spidsen for nyt program

Et emne, der har fyldt meget i medierne den seneste tid, efter at den kommende amerikanske præsident Donald Trumps søn i sidste uge besøgte Grønland, er forholdet mellem Danmark, Grønland og USA.
Og netop den debat har TV 2 valgt at fylde sendefladen med i et nyt debatprogram, som to af kanalens helt store profiler skal stå i spidsen for.
Det bliver således tv-vært Cecilie Beck og korrespondent Jesper Steinmetz, som skal styre slagets gang.
Det har TV 2 meldt ud i en pressemeddelelse.
Debatprogrammet har fået titlen ”Kampen om Grønlands fremtid”, og her vil TV 2 invitere partiledere, regeringstoppen og fremtrædende stemmer i den offentlige debat i både Grønland og Danmark, lyder det.
Jesper Steinmetz kommer til at styre debatten i Grønlands hovedstad Nuuk, mens Cecilie Beck har tjansen i København.
Programmet løber af stablen søndag 19. januar kl. 20.00.
