Johannes Nymark og Lærke Winther spiller par i ny stor TV 2-serie
Johannes Nymark har kastet sig ud i en ny og spændende udfordring i disse dage.
Den 33-årige skuespiller og musicalstjerne har nemlig fået sin første hovedrolle i en TV-serie i den nye dramaserie ”Mellem os”.
Krimi, komedie og kærlighed er hovedingredienserne i ”Mellem os”, der får premiere til efteråret på TV 2 med i alt otte afsnit.
Serien er dansk-norsk, og netop nu er der fuld gang i optagelserne både i København og Oslo.
Det moderne parforhold
Mens de to danske hovedroller spilles af Lærke Winther og Johannes Nymark, spilles det norske par af Nicolai Cleve Broch og Agnes Kittelsen.
- ”Mellem os” er en varm og humoristisk serie, som sætter fokus på det moderne parforhold og de nære ting i livet. Vi følger to par – fire mennesker og deres personlige perspektiv på kærligheden, siger executive producer på TV 2, Pernille Bech Christensen, til tv2.dk.
Udover Johannes og Lærke medvirker en række kendte danske navne som Stephania Potalivo, David Owe, Sus Wilkins og Farshad Kholghi.