1. apr. 2025
Af Laura Dalgård Hansen

Jonas blev ked af det, da han så det på tv: Derfor er sandheden først lige gået op for ham

Jonas, Freja og Klara 
Jonas, Freja og Klara
Foto: Anders Brohus/TV 2
Først da Jonas så femte afsnit af "Kærlighed hvor kragerne vender", blev han klar over, hvordan Freja havde haft det under festen, hvor det meste af hans opmærksomhed var rettet mod Klara.

Allerede tidligt under optagelserne til ”Kærlighed hvor kragerne vender”, opstod der noget særligt mellem Jonas og Klara, og i denne uges udgave af datingprogrammet var det tydeligt for enhver.

Der skulle holdes stor fest, og Jonas tilbragte det meste af aftenen med at kigge ind i Klaras øjne.

På tv er det tydeligt, at hans anden bejler Freja havde det svært i situationen, men det oplevede Jonas ikke undervejs.

- Overhovedet ikke. Jeg ser slet ikke, at hun har det stramt. Da jeg går udenfor med Klara, kan jeg høre, at Freja og de andre griner, så jeg tænker, hun hygger sig. Men nu har jeg set afsnittet, og det, de griner af, er, hvor forargede de er over min opførsel. Jeg blev ked af det, da jeg så det, for ingen fortjener at blive behandlet sådan, siger Jonas, der var i en rigtig svær situation.

For samtidig med at hans følelser for Klara blomstrede, var der samtidig to andre kvinder, som han også datede.

- Det er ikke, fordi der ligger en manual for, hvordan man dater flere ad gangen foran snotten på en. Det ligger ikke i min natur at være sådan. Lige der ville jeg gerne bruge noget tid med Klara. I det her program er det præmissen for det, og folk vil gerne se drama. Det er bare ikke rart at være den, der skaber drama. Jeg vil aldrig være sådan en, der får folk til at græde, men det har jeg været, siger Jonas.

Sandheden gik først for alvor op for ham, da han selv så afsnittet.

- Jeg sad med våde øjne, da jeg så det. Jeg lader mig også rive med, for jeg ved jo ikke, hvad de andre har sagt. Jeg skammede mig rigtig meget. Jeg kan ikke lide at være grund til, at nogen er ked af det, uanset hvem de er. Jeg blev rigtig ked af at se, at det rørte hende så meget, siger Jonas om Frejas reaktion.

https://imgix.billedbladet.dk/2025-03-25/Foto---Anders-Brohus_TV-2.jpg
Klara og Jonas
Foto: Anders Brohus/TV 2

Dagen forinden havde han ellers haft nogle rigtig gode timer med Freja, hvor han glemte alt om Klara, der var på date med Thomas M., og allerede her spurgte Freja, om hun fortsat havde en chance hos ham.

- Jeg sagde dagen inden, at jeg ville give hende en chance, og jeg prøvede lidt, men det er klippet fra, siger Jonas, der erkender, at han havde svært ved at holde sit ord. Samtidig var han bevidst om ikke at låse sig for meget fast på én bejler.

- Da Klara og jeg sad for os selv, kunne jeg godt mærke, vi ikke havde så meget at snakke om, udover at vi var glade for hinanden. Jeg kendte hende ikke og vidste ikke, hvad jeg var tiltrukket af. Jeg skulle lige finde ud af det med Klara. Med Freja dagen inden snakkede vi om alt og intet. Det satte nogle tanker i gang hos mig om, at man ikke skulle låse sig fast. På det tidspunkt havde jeg været meget låst. Der skal ikke meget mere til ved mig, end et blik der fanger. Den er svær, forklarer Jonas om sit dilemma.

Mere om: