Julita fra DNA: Her har du (måske) set hende før
En af de udenlandske stjerner, som seerne har lært at kende i TV 2-serien ”DNA”, er polske Zofia Wichlacz.
Den 27-årige skuespiller har gennem to sæsoner spillet rollen som Julita Sienko, der kommer fra fattige kår i Polen.
I den første sæson af ”DNA” så man Julita stjæle en lille pige fra en barnevogn på en færge i den tro, at det var hendes eget barn. Men det var politikommissæren Rolfs datter, Andrea.
I sæson 2 bor Andrea, som nu hedder Hania, sammen med sin mor, Julita, i Frankrig, men Rolf (Anders W. Berthelsen) har opdaget sandheden.
Har vundet priser
Polske Zofia Wichlacz har fået sit danske gennembrud som Julita, men det er langt fra hendes første rolle.
Hun fik sin filmdebut i 2012, og to år senere modtog hun priser for sin rolle i den polske krigsfilm ”Warsaw 44”.
Zofia Wichlacz er nok mest kendt internationalt for sin medvirken i den britiske tv-serie ”World on fire”. Serien havde premiere i 2019, og hun spillede rollen som Kasia.
Her ses ”DNA”-stjernen sammen med to af sine engelske medspillere fra ”World on fire”, Jonah Hauer-King og Lesley Manville, under filmfestivalen i Monte Carlo.