Kæmpe chok: Syg Rolf Sørensen skal ikke dække Tour de France
Gennem 18 år har Rolf Sørensen sammen med Dennis Ritter dækket Tour de France, men sådan bliver det desværre ikke i år.
Det var ellers planen, at duoen igen skulle kommentere årets etaper sammen, men nu må den tidligere cykelrytter melde fra på grund af sygdom.
Det meddeler TV 2 i en pressemeddelelse og skriver, at det skyldes hjerteproblemer.
- Jeg er helt utroligt ærgerlig over, at jeg ikke kan være med til at lave Tour de France i år, men helbredet kommer i første række. Jeg har fået nogle udfordringer med hjertet, og det skal udredes, før jeg tør udsætte mig selv for en arbejdsopgave som Touren rundt i hele Frankrig. Derfor har jeg besluttet mig for, at det klogeste er, at jeg bliver helt hjemme fra Touren i år, siger Rolf Sørensen.
TV 2 har fuld forståelse for valget og bakker op om Rolf Sørensens beslutning.
- Det er først og fremmest rigtig trist, at Rolf har fået problemer med helbredet. Der er ikke noget, der er vigtigere end, at Rolf får fred og ro, så han kommer sig så godt som muligt så hurtigt som muligt. Vi ønsker ham god bedring, og når han er på toppen igen, så glæder vi os til at få ham tilbage til vores cykeldækning senere på året, siger John Jäger, TV 2s chefredaktør på Tour de France.