Kamilla fra Kærlighed hvor kragerne vender: Derfor kysser Nicolai og jeg først nu
Det har længe stået klart, at Nicolai Groes og Kamilla Bech var et match i ”Kærlighed hvor kragerne vender”.
Men nu er følelserne for alvor i fuldt flor. Parret har også deres første kys.
Alene på date
I lang tid har 29-årige Kamilla Bech skullet vænne sig til at dele Nicolai Groes med andre piger, men nu er det bare de to, der er tilbage.
Det har været en dejlig oplevelse for hende.
- Lige i starten var jeg lidt nervøs, men jeg synes bare, det var dejligt, også fordi jeg kunne få sagt lidt mere om mig selv, fortæller Kamilla Bech til BILLED-BLADET og henviser til, hun havde lidt svært ved at få brudt ind i samtalen, da de andre piger var der.
Sin favorit
Selv om det ikke har været så synligt for seerne hjemme i stuerne, har Nicolai Groes ikke lagt skjul på, at han havde en favorit.
Det fik Kamilla Bech også en følelse af efter festen, hvor drengenes venner også deltog.
- Jeg synes ikke, når man ser det nu, at jeg er favoritten. Mange af pigerne sagde under optagelserne, at han altid kiggede på mig. Jeg følte bare, vi havde en god kemi. Man ser det mindre i programmet. Det virker som om, det er en ligeværdig kamp, fortæller hun og uddyber:
- Efter festen kom han hen og tog min hånd på vej hjem, så det var det, der gjorde, at jeg følte, jeg var favoritten.
Ikke klar til kys
Allerede da Nicolai Groes og Kamilla Bech er på deres første date, hvor det bare er de to, forsøger Nicolai Groes at kysse hende, men hun afviser ham.
- Jeg var lige ved at gøre det, men så stopper jeg det, fordi jeg har haft en historie med, at man bare gjorde det, for at alle var glade. Jeg sagde fra, fordi jeg ikke havde lyst. Det er noget, jeg prøver at praktisere. Jeg var stolt af det efterfølgende. Jeg tror bare, jeg tænkte, det skulle være, når jeg var klar, forklarer hun.
Men da de er på deres anden date, føler hun sig klar, og de har deres første kys.
En masse følelser
Nicolai Groes lægger heller ikke skjul på, at han er blevet glad for Kamilla Bech. Det fortæller han hende i programmet.
- Det var jeg bare megaglad for, at han havde det på samme måde som jeg. Jeg havde allerede opbygget noget, inden jeg kom derned, efter jeg havde set videoen, fortæller hun.
De bliver da også enige om, at det, der er imellem dem, er noget, de skal fortsætte med.