27. sep. 2017
Af Majken Munk

Karina Frimodt støtter Daniel Svensson i en hård tid

Daniel Svensson, Karina Frimodt
Daniel Svensson, Karina Frimodt
Foto: Hanne Juul
Daniel Svensson har været ramt af kræft to gange og har netop været til kontrol på sygehuset, hvor dansepartneren Karina Frimodt var med.

Den tidligere håndboldspiller Daniel Svensson har været ramt af lymfekræft to gange. Det betyder, at han, på trods af at han har været kræftfri i et år, skal gå til kontrol på sygehuset hvert kvartal.

Og en kontrol er, hvad denne onsdag har budt på. Heldigvis er Karina Frimodt med som moralsk opbakning.

- Vi forstår hinanden. Jeg ved godt, hvordan Daniel har det i de her dage, hvor han venter på svar. Jeg støtter ham 100 procent, og vi håber på det bedste, fortæller hun.

Tættere partnerskab

Allerede inden ”Vild med dans” havde Daniel Svensson og Karina Frimodt mødt hinanden. Det var til en optagelse af en trailer til Knæk Cancer-ugen på TV 2.

Da det blev afsløret, at den tidligere håndboldspiller var blandt de 12 nydansere, havde han også et klart ønske om at danne par med netop Karina Frimodt, fordi de havde kræftsygdommen til fælles.

Det har også vist sig at have betydning for deres sammenhold.

- Vi hjælper hinanden, deler tanker og bekymringer, og det gør, at vi bliver tættere. Specielt også fordi vi begge har stået i det, fortæller hun.

Onsdagstræning

Foruden at danseparret skulle på Aalborg Sygehus, så står den også på salsatræning efter kontrollen, men også her har Karina Frimodt stor forståelse for, hvad Daniel Svensson har brug for.

- Jeg giver ham lige en rum tid til at lande. Den første times tid skal vi nok snakke lidt, men heldigvis er salsa en glad dans, som måske kan få humøret op hos ham, fortæller hun.

Læs mere om: