Kasper Hvidt scorer nyt job hos TV 2
Gennem mange år har Niklas Landin været den foretrukne mand i målet for det danske herrelandshold i håndbold, og inden da var det Kasper Hvidt, der reddede bolde på stribe.
Kasper Hvidt, der i dag er 48 år, stoppede sin aktive karriere i 2017, men nu vender han tilbage til håndbolden – dog i en anden sammenhæng.
Han skal nemlig været ekspertkommentator på herrelandsholdets kampe og slutrunderne på TV 2. Han skal sidde i kommentatorboksen sammen med Jonas Nyhøj, mens Bent Nyegard til gengæld drosler ned.
- Jeg glæder mig utrolig meget til at formidle håndbold set med mine øjne. Formidle alt det, der sker bag kulissen. Dynamikken på et hold og hvordan taktikken udfolder sig på banen. Der er så meget kompleksitet, som kræver en forklaring, og det kan jeg med min indsigt bidrage med, siger Kasper Hvidt i en pressemeddelelse og fortsætter:
- Ofte har man en ide om, at en ekspert skal vide mere end trænerne, men det er ikke min intention. Min opgave og rolle er at forklare, hvorfor holdene gør A eller B. Og det kan jeg, fordi jeg har været i miljøet i mange år.
Kasper Hvidt var med til at vinde EM-guld i 2008, og han vogtede målet for Danmark i hele 219 landskampe fra 1996-2010. Siden han indstillede karrieren for syv år siden, har han fungeret som sportsdirektør for E-sportsholdet Astralis gennem en årrække.
Han tager hul på den nye opgave som håndboldekspert på TV 2 efter OL.