Katrine Hertz Mortensen får sit eget program
Der er fart over feltet, når Katrine Hertz Mortensen bliver TV-vært på et nyt program. I ”Fotofælden”, som har premiere mandag 31. marts på TV 2, sætter Katrine Hertz Mortensen kameraer op i trafikken for at filme og konfrontere dem, der overtræder reglerne.
Fart er den største dræber i trafikken. Faktisk kan fire ud af ti trafikdrab undgås, hvis alle overholder hastighedsgrænsen eller kører efter forholdene.
I det første program undersøger Katrine Hertz Mortensen, hvorfor mange ser stort på hastighedsgrænserne. I den lille landsby Kyse mellem Slagelse og Næstved sætter hun sit måleudstyr op. På blot halvanden time ville 174 af de 320 billister, der kørte gennem byen, have fået en bøde.
Katrine Hertz Mortensen tester, hvor hurtigt man kan nå at bremse – og så konfronterer hun dem, der bliver fanget i hendes fotofælde.