19. okt. 2023
Af Majken Munk

Kirsten og Jørgen fra landmand søger kærlighed: Skal være mormor og morfar

Kirsten Marie Skaarup og Jørgen Pahus
Kirsten Marie Skaarup og Jørgen Pahus fra "Landmand søger kærlighed"
Foto: Søren Jul Lamberth
Jørgen Pahus og Kirsten Marie Skaarup fandt sammen i ”Landmand søger kærlighed”. Nu kan parret tilføje nye titler til deres navn.

I 2018 fandt Jørgen Pahus lykken med Kirsten Marie Skaarup i TV 2-programmet ”Landmand søger kærlighed”.

Nu er de kærester på femte år, og for nylig fik de sig en enorm overraskelse.

Jørgen har tre bonusdøtre fra et tidligere forhold. Han og Kirsten var for nylig ude at spise med den mellemste og hendes kæreste, da de blev overrasket.

- Lige pludselig under middagen med den mellemste bonusdatter og kæresten fik vi to kort i hånden. Så stod der ”mormor” og ”morfar”. Jørgen var tavs, fortæller Kirsten, da BILLED-BLADET møder parret i deres hjem.

- Jeg fattede ikke en skid, følger Jørgen op.

- Det vil sige, at vi skal være mormor og morfar. Tænk sig, at vi har fået de titler, fortæller Kirsten videre og uddyber, at den lille ny kommer til verden i starten af det nye år.

Kirsten har tre sønner fra sit tidligere forhold. I den del af familien er der også børnebørn. Faktisk hele fire af slagsen.

Hver onsdag har hun en fast aftale om, at hun henter dem og kører dem hjem, hvor de hygger sig.

Faktisk synes parret, at deres familier generelt har været gode til at tage imod dem.

- Mine tre sønner er vilde med Jørgen. Og børnebørnene er også vilde med ham. Jeg føler da også, at Jørgens bonusdøtre har taget rigtig pænt imod mig, fortæller hun.

- De er rigtig glade, for Kirsten er god til at lave hygge. Det har de ikke været vant til. Deres mor har været død i mange år, og hos deres far sker der ikke så meget på den front. De sætter pris på, at de kan mærke, når de kommer her, har vi gjort os umage for, at det skal være hyggeligt, fortæller han.

Læs hele interviewet, hvor BILLED-BLADET besøger parret hjemme på gården, i denne uges BILLED-BLADET, der er på gaden torsdag.

Læs mere om: