Kommer du til at savne dem? Derfor er disse dansere ikke med i årets Vild med dans
”Vild med dans” er snart klar til at slå dørene op for en spritny sæson.
Det er kun få uger siden, at den nye vært Cilia Trappaud blev annonceret.
Og nu er de 10 par også offentliggjort.
Der er en masse velkendte ansigter blandt særligt hos danserne, men flere vil nok bemærke, at nogle store stjerner glimrer ved deres fravær.
De tre dansere, der stod i finalen sidste år, er nemlig ikke at finde på dansegulvet i år.
Det er der dog gode grunde til.
Morten Kjeldgaard
Én af de store ”Vild med dans”-stjerner, som ikke bliver en del af programmet i år, er Morten Kjeldgaard.
Han har tidligere vundet programmet i 2016 med Sarah Mahfoud, mens han også har hele to andenpladser.
Efter 12 år i programmet meddelte han, at han ikke ville blive en del årets ”Vild med dans”.
- Det har været en svær beslutning, men jeg har nogle personlige ting, jeg gerne vil prioritere at bruge min tid på, fortalte Morten Kjeldgaard til BILLED-BLADET i foråret.
Siden kunne han og gemalen Frederik Haun afsløre, at de til efteråret venter tvillinger, og det kommer selvfølgelig til at tage parrets tid og fokus.
Jenna Bagge
I 2023 dansede Jenna Bagge sig hele vejen til finalen med makkeren Fredrik Trudslev, hvor det blev til en andenplads.
Det er også lykkelige omstændigheder, der gør, at den 32-årige dansere ikke kommer til at være på dansegulvet i år.
For Jenna Bagge venter sit første barn med sin tidligere ”Vild med dans”-partner Albert Harson.
Tidligere på sommeren blev parret også gift og deler nu efternavnet August Harson.
Det blev til hele 10 sæsoner i ”Vild med dans” for Jenna Bagge.
Karina Frimodt
Karina Frimodt kunne efter årevis i ”Vild med dans” danse sig til tops for første gang. I 2023 vandt hun programmet med tidligere fodboldspiller Kasper Fisker.
Desværre stopper hun også på toppen for en stund.
For Karina Frimodt kunne for få dage siden afsløre, at der ikke var blevet plads til hende på det nye ”Vild med dans”-hold.
Det er naturligvis en beslutning, som danseren er ked af, og hun gav da også udtryk for, at hun håber, der bliver plads til hende et andet år.