Kristian Bech og familien: Derfor er vi flyttet
Kristian Bech er aktuel i TV 2-programmet ”Som sunket i jorden”, hvor han hjælper danskere med at finde frem til deres forsvundne familiemedlemmer.
Tv-værten har sammen med sin egen familie taget en stor beslutning, som betød en ny start for familien.
Er flyttet
Kristian Bech har sammen med hustruen Maria og deres to døtre Viola og Vega startet 2022 med noget helt nyt.
For efter at have boet i Roskilde i en årrække, flyttede familien i januar til Amager.
- Vi har købt et hus på Amager, som vi flytter ind i til januar. Det kommer til at passe bedre for Viola, som går på Den Kongelige Balletskole, men min hustru arbejder også i København, og det gør jeg også, når jeg skal ud på TV 2, fortæller han til BILLED-BLADET.
Kristian Bech har også datteren Lillie fra et tidligere forhold.
Forener familier
I ”Som sunket i jorden” forsøger Kristian Bech at hjælpe med at finde frem til forsvundne danskere, for eksempel fordi deres efterladte familiemedlemmer gerne vil i kontakt med dem.
Det er ikke altid det lykkedes at forene familiemedlemmer, men når det gør, rører det ham dybt.
- Jeg bliver virkelig ydmyg, når jeg står der og tænker på, at det har jeg været med til. Der er masser af gange, hvor det ikke lykkedes, men de få gange det gør, er det hele værd. Det er et vildt kick. Jeg elsker følelsen af at gøre noget godt for andre, fortæller han.
Kristian Bech har også stået bag det lignende program ”De forsvundne fædre”, der blev sendt på TV 2 sidste år.