13. dec. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Lærke Møller efter ufrivilligt stop: Følelserne kom for tæt på

Lærke Møller 
Lærke Møller
Foto: Lars Horn
Det var ikke med Lærke Møllers gode vilje, at hun som 28-årige indstillede sin professionelle håndboldkarriere.

Lærke Møller blev fra en ung alder kendt i hele håndbold-Danmark, og det var en drøm, der gik i opfyldelse, da hun som 16-årig blev professionel og begyndte at kunne leve af sin elskede sport.

Håndboldeksperten har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i en sportshal, og håndbold har altid betydet alverden for Lærke Møller. Derfor var det også et hårdt slag, da landsholdsspilleren i en relativt ung alder måtte sande, at hun ikke kunne fortsætte med at dyrke sport på så højt plan.

Skader kom i vejen, og som 28-årig var det slut med at være topspiller. 51 landskampe blev det til i karrieren, men ingen medaljer.

EM-Håndbold. Gigantium Aalborg, Danmark - Serbien (25-20). Lærke Møller.
Lærke Møller var en stor landsholdsprofil.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

- Til at begynde med var følelserne tæt på, fordi jeg ikke var afklaret med at stoppe. Jeg fik nogle tilbud om at blive assistenttræner på klubhold, men det var for tæt på for mig at træde ind og have noget med spillerne at gøre, fortæller 35-årige Lærke Møller der i stedet er blevet håndboldekspert på TV 2, hvor hun dækker både ligaen, og når kvindelandsholdet spiller.

- Jeg føler, jeg er gået fra at have verdens bedste arbejde til stadig at have med min hobby at gøre. Jeg synes, jeg har det fedeste liv, lyder det med glæde i stemmen fra den tidligere håndboldspiller, der lige nu er i Østrig for at dække EM.

Fredag aften venter en særdeles vigtig kamp, når Danmark spiller semifinale mod Frankrig.

Læs mere om: