3. sep. 2019
Af Laura Dalgård Hansen

Landmand søger kærlighed: Derfor sendte Martin Tinna hjem

https://imgix.billedbladet.dk/media/article/200699-1.jpg
Foto: Anders Brohus/TV 2
Martin R. sagde farvel til Tinna i "Landmand søger kærlighed". Tilbage er Pia og Mila, men han synes, det er svært at flirte med begge to på én gang.

I tirsdagens afsnit af "Landmanden søger kærlighed" var Martin R. på gruppedate, og efterfølgende stod han over for et svært valg. Han skulle nemlig beslutte, om han ville lade alle tre piger flytte hjem til ham på gården, eller om han ville sige farvel til én af dem med det samme.

Ikke Martins type

- Jeg overvejede det lang tid inden, fortæller Martin R., der til sidst besluttede sig for at sige farvel til Tinna.

- Jeg kunne mærke på mig selv, hun måske ikke var min type, og hun var måske begyndt at få nogle følelser for mig. Det gav hun i hvert fald stærkt udtryk for. Hvis jeg havde taget hende med hjem på gården, ville hun nok bare få flere følelser, og så ville det være endnu hårdere at smide hende hjem. Det var for at skåne hende, jeg gjorde det, fortæller Martin R., der mere betragtede Tinna som en ven.

Rollerne var byttet om

Og dermed var rollerne byttet om, for det plejer at være pigerne, der "friendzoner" Martin og ikke omvendt.

- Det var jo lidt mærkeligt. Nu har jeg prøvet det før, og så at skulle gøre det samme, det var lidt mærkeligt. Men jeg føler, det var det rigtige, jeg gjorde.

Martin blev lun på Pia og Mila

Efter aftenens udsendelse står Martin R. derfor tilbage med Pia og Mila, som skal flytte hjem til ham på gården. Og han gav i programmet udtryk for, at han er blevet lun på dem begge.

- Jeg viste det måske ikke så meget til dem - jeg gik ikke og lagde an på dem. Der holdt man måske lidt igen, når der var to. Det var helt sikkert lidt svært, at man havde to, man skulle prøve at flirte med uden at gøre den anden sur, siger Martin R., der med et grin fortæller, at han selv synes, han gjorde det meget godt.

Følg Martin R. og de andre landmænds jagt på den eneste ene i "Landmand søger kærlighed" hver tirsdag på TV 2.

https://imgix.billedbladet.dk/milapia.jpg
Mila og Pia
Foto: Anders Brohus/TV 2

Læs mere om: