Landmand søger kærlighed: Sådan går det deltagerne fra sidste sæson
Det er igen blevet tid til, at seks landmænd sætter jagten ind på at finde den eneste ene i TV 2s datingprogram "Landmand søger kærlighed".
Men hvordan går det mon landmændene fra sidste sæson?
Har de fundet kærligheden, eller leder de stadig efter den?
Jens Bagger
Jens Bagger, der var med i sidste sæson, havde et rigtig godt øje til Anna, som han også endte med at vælge til allersidst.
Der var ingen tvivl om, at der var romantik i luften, og efter programmet blev de ved med at se hinanden.
Men desværre holdt kærligheden ikke.
Tilbage i efteråret fortalte Jens til BILLED-BLADET, at de endte forholdet af praktiske årsager, og fordi de havde forskellige syn på kærlighed.
Jens har over for TV 2 afsløret, at han igen har fundet sig en udkårne.
Og det er ikke hvem som helst. Det er en gammel flamme, som han datede for 44 år siden.
Dengang blev det ikke til mere, men da ”Landmand søger kærlighed” sluttede, kontaktede hun ham igen. Derfra er det gået stille og roligt fremad, og de er i dag i et forhold og har det rigtig godt sammen, fortæller han til TV 2.
Carsten
Det var noget af en dramatisk afslutning i sidste sæson, da Carsten i sidste øjeblik fortrød sit valg, så han endte med at vælge Maja.
Men noget tyder på, at den unge landmand tog det rigtige valg, for Carsten og Maja ses stadig, afslører han til TV 2.
Han fortalte til BILLED-BLADET, da programmet sluttede, at de havde besluttet sig for at tage det stille og roligt.
Det gør de også i dag, og derfor vil han heller ikke bruge ordet ”kærester” om deres forhold, for de har ikke travlt.
- Vi har det sjovt og hyggeligt sammen, og vi snakker rigtig godt, uddyber han til TV 2.
Sanne
Efter programmet sluttede valgte Sanne og Nikolaj, som hun tog med på romantisk weekend, at fortsætte med at date.
Dog blev det aldrig rigtig til de helt store romantiske følelser.
Sanne fandt ikke den eneste ene i programmet, til gengæld udviklede hun et rigtig tæt venskab til Lene Beier, der er vært på programmet, fortæller hun til TV 2.
Sanne fortæller desuden, at Lene Beier for nylig fejrede sin 47-års fødselsdag hos Sanne i Nordjylland.
Linea
Desværre fandt Linea ikke kærligheden i ”Landmand søger kærlighed”.
Siden hun var med, har hun besluttet at skære ned på arbejdet, så hun kunne få mere tid til sig selv.
Hun har forsøgt at finde kærlighed ved at prøve forskellige datingapps, men det er heller ikke lykkedes hende at finde den eneste ene her, siger hun til TV 2.
Niels Erik
Niels Erik valgte i sidste ende at tage Christina med på romantisk weekend.
Men det gik ikke helt efter planen, for de kom aldrig afsted.
– Selvfølgelig var det en skuffelse, for vi var forelskede begge to. Men jeg er også rationelt anlagt og var også nødt til at komme videre, selv om det gjorde ondt, fortalte han til BILLED-BLADET tilbage i oktober og uddybede, at de ikke var på bølgelængde og dermed ikke kunne få det til at fungere.
Senere fortalte han, at han havde mødt en på Instagram, men deres forhold holdt heller ikke.
Gustav
Gustav endte med at vælge Jannie til den romantiske weekend, og efter programmet sluttede, fortsatte de med at ses.
Det blev dog ikke til mere end det, og de stoppede med at date kort tid efter.
I januar afslørede landmanden til BILLED-BLADET, at han igen havde fundet kærlighed, og han viste kæresten Rikke frem på den røde løber til Reality Awards, hvor han sagde:
- Vi har kendt hinanden i godt halvandet års tid. Det var bare kemi, der mødtes sådan lidt tilfældigt, sagde han i januar måned.
Senere har han fortalt til Her&Nu, at han er flyttet ind hos hende i byen Feldum.
Ny sæson
Den 11. sæson af "Landmand søger kærlighed" har premiere i dag og kan ses på TV 2 kl. 20.00 eller på TV 2 Play.
Du kan blive meget klogere på de seks nye landmænd her: